Da jeg på Frilandsmuseet fandt ud af, hvilken en sort æbler jeg havde
i haven, satte jeg mig for at finde ud af historien bag æblet.
Den kommer her.........
fra Plantedirektoratets æblehave
Filippa
Historien bag træet er folkeeje i Hundstrup på Fyn, og den skal
kort fortælles her:
Den unge pige Filippa hører omkring 1880 i skolen om bestøvning af blomster, og om at man kan så
et æbletræ af kærnerne i æblet.
Filippa kender et vildt æbletræ i skoven, som smager godt,
og hun tager nogle kærner med hjem, sår dem, og der
kommer 2 småtræer ud af det.
At så sådanne vilde æbletræer er noget pjat og lidt misbrug af kostbar havejord, så Filippa
må gemme træerne i moderens staudebed,
men træerne vokser jo, så hun må fortælle moderen om sine tossestreger. Moderen synes godt om ideen,
og på trods af faderens opfattelse,
får hun gennemtrumfet, at de plantes i læ op ad skolens mur.
Men træerne er fortsat i farezonen – det ene af træerne bliver spist af en ko,
der forvilder sig ind i haven, og det andet begynder at bære frugt,
men frugten spises for tidligt og smager ikke godt.
Først 3. år lykkes det at få høstet æblerne på det rigtige tidspunkt,
hvor de er modne. Og så indser faderen, at det er et lille
»guldæble«, familien har stående.
Æblet bliver højt berømmet af eksperter, kongen får tilsendt en kurv
med æbler, og faderen får sat gang i opformeringen i en lille
planteskole, han laver på marken ved siden af skolen.
Træet blev fredet i 1937 af det lokale fredningsnævn på opfordring
af lokale borgere, og selvom træet er stærkt præget af de mange år,
står det der endnu i 2009, som et levende minde med sit
messingfredningsskilt af 27. august 1937 om stammen.
Jeg er ikke sikker på, at det er den viste skole på billedet,
men den er fra Hundstrup Sogn, så det kunne det godt være.
Jeg er selv født på Fyn, og synes at historien rækker tilbage til min barndom.
Det er en sød historie, om en lærer der præger en ung pige, som igen synes, det
kunne være sjovt at afprøve, om det virkelig kan passe!
Her er mit Filippa æbletræ:
Jeg vil ønske alle en god søndag! :o))